Island ærer landets første smeltede gletsjer med en mindeplade

Søndag blev der nedsat en mindeplade til ære for den første gletsjer i Island, som klimaforandringerne fik tag på.
En mindeplade er nedsat for at hædre og mindes gletsjeren, som var den første i landet, der måtte lade livet for klimaforandringerne. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. august 2019 05:49

Søndag samledes islændinge til en mindehøjtidelighed for den forsvundne gletsjer Okjökull, som også var kendt som "Ok", der smeltede i 2014.

Det sker, samtidig med at forskere advarer om, at omkring 400 andre gletsjere er i risiko for at lide samme skæbne.

Søndag eftermiddag blev der derfor nedsat en mindeplade for at hædre og mindes gletsjeren, som var den første i landet, der måtte lade livet for klimaforandringerne.

Mindehøjtideligheden blev afholdt i det vestlige Island, hvor gletsjeren tidligere tronede.

Mindepladen har titlen "Et brev til fremtiden". Her er skrevet en tekst på både islandsk og engelsk.

En
Foto © : Scanpix
En mindeplade er nedsat for at hædre og mindes gletsjeren, som var den første i landet, der måtte lade livet for klimaforandringerne. Foto: Scanpix

- Ok er den første islandske gletsjer, der har mistet sin status som gletsjer. I løbet af de næste 200 år ventes alle vores gletsjere at følge samme skæbne, står der.

- Dette monument er en erkendelse af, at vi ved, hvad der sker, og at vi ved, hvad der skal gøres. Kun I (fremtidens befolkning, red.) vil vide, om vi gjorde det.

Død is

Til mindehøjtideligheden deltog Islands premierminister, Katrin Jakobsdottir, miljøminister Gudmundur Ingi Gudbrandsson og FN-kommissær for menneskerettigheder Mary Robinson.

For et årti siden dækkede Okjökull 15 kvadratkilometer og var 50 meter tyk, mens den nu blot strækker sig over én kvadratkilometer og har en tykkelse på 15 meter.

En gletsjer defineres som en iskappe, der hvert år vinder minimum den samme masse i vintermånederne, som den taber i sommermånederne.

Når det ikke længere er tilfældet, kaldes det død is. Og den kategori faldt Okjökull således i tilbage i 2014.