Isforholdene gjorde at FRAM måtte anløbe Qasigiannguit

Fredag den 28. juni gik krydstogtskibet "FRAM" til kaj i Qasigiannguit. Isforholdene ved Ilulissat gjorde, at FRAM måtte vælge alternativ havn under sit togt i Diskobygten i sidste uge. Qasigiannguit museum og turistforeningen i byen var forberedt på situationen og havde et program parat til hurtig aktivering ved meddelelse om besøg.
01. juli 2013 11:35

-Qasigiannguit har ikke planlagte anløb af krydstogtsskibe, men vi har i  de seneste år erfaret - og forberedt os på, at krydstogtsskibe har valgt at tage til Qasigiannguit med kort varsel. I år har vi i Qasigiannguit turistforenings regi forberedt os i samarbejde med frivillige foreninger og institutioner i byen - og allerede i vinter havde vi et program klar, udtaler museumsleder Anne Mette Olsvig, der også er medlem af byens turistforening.

Et par timer efter meddelelsen om ankomst kunne en folder med praktisk information og program sendes pr. mail til FRAM´s guider og gæster.

I år havde arrangørerne i Qasigiannguit valgt at overraske med en velkomst på havnen af byens børnehavebørn, hvilket både for gæster og børn var en stor og uforglemmelig oplevelse.

Programmet i byen omfattede tilbud om at kunne opleve folkedans arrangeret på byens Hotel Diskobay, besøg i Kvindeforeningens Hus, information om hundehold, besøg i byens tørvehus med kaffe/te og grønlandsk kage og besøg på Qasigiannguit Museums udstillinger, hvor der bl.a. indgik demonstration af fremstilling af sælgarn og langlinie, og endvidere et spændende arrangement om moderne brug af den arktiske tromme og traditionel maskedans.
Projekt levende boplads, hvis værkstedsbygning er under renovering, fremlagde på havneområdet under museet eksempler på projektets vinterforberedelser og back-stage aktiviteter, hvor i også indgår forårsklargøring af konebåden.

Besøget sluttede festligt af med korsang ved byens kor QE-83 i Paaviap Oqaluffia.

-Vi havde alle en rigtig god dag - og er sikre på det også gælder FRAMs gæster og guides. Vi har bedt om en evaluering og er klar til at tilpasse og udvikle vore tilbud og vi håber på længere sigt at kunne blive en fast destination for de mindre krydstogtskibe slutter Frank Larsen fra Qasigiannguit Turistforening.