Isen vil give viden om det fremtidige klima

Forskerne har nu nået bunden under indlandsisen ved Neem-iskerneboringen i Nordvestgrønland i godt 2500 meters dybde. Forskerne venter spændt på, hvad isen vil afsløre.
28. juli 2010 05:09

- Vi forventer, at isen er rig på DNA og pollen, som kan sige noget om plante- og dyrelivet i Grønland, før øen blev dækket af is for måske op mod tre millioner år siden, skriver Neem-lejrens projektleder, professor Dorthe Dahl-Jensen.

Forskerne har arbejdet i fem år på at nå bunden, og der er blevet hentet iskerner op fra den såkaldte Eem periode for 130.000 til 115.000 år siden. De sidste to meter is over bunden indeholder ifølge forskerne sten og andet materiale, som ikke har set dagens lys i hundreder tusinder af år.

- Vi forventer, at vore undersøgelser vil forøge vores viden om det fremtidige klima og vores evne til at forudsige, hvor hurtigt og hvor meget havvandet vil stige, påpeger Dorthe Dahl-Jensen.