Isbjørnen gik rundt foran sommerhuset: Det var så smukt!
- Vi var lige gået i seng, så ringede Cuno (naboen, red.). Han havde spottet, at bjørnen var på vej over mod vores hus, og så skyndte vi os op.
Det fortæller Hans Gerstrøm, der er sommerhusejer i Qoornoq, som ligger 50 kilometer – omkring halvanden times sejlads – fra Nuuk.
Han er i sommerhus med sin søn denne uge, og onsdag aften gik der rygter om, at en isbjørn vandrede rundt i området.
- Vi havde siddet og kigget i kikkert hele aftenen for at se, om den kom forbi. Vi havde hørt, at den var på vej.
- Men vi regnede ikke med at se andet end en uldtot i det fjerne, fortæller han
Da naboen så pludselig ringede, og det store hvide dyr dukkede op ude foran hytten, var han og sønnen helt oppe at køre, fortæller han.
Video: Hans Gerstrøm
- Det var så smukt! En fantastisk oplevelse.
Hans Gerstrøm beskriver bjørnen som “kæmpestor, veltilpas og velnæret” og siger, at den “stille og roligt var henne ved huset, hvor den snusede rundt”.
- Vi havde ørreder hængende til tørre inde i skuret, som den sagtens kunne have brudt ind og taget, hvis den havde været sulten, fortæller han.
- Den snusede lidt til vores rygeovn og gik rundt i haven, og så gik den videre. Og det var så flot, som den bevæger sig. Så graciøst.
Departementet er orienteret
Siden mandag har det store hvide dyr bevæget sig rundt omkring Nuuk og er blevet observeret af folk i både og hytter.
- Lige over middag i går var der melding om, at den var ude ved indsejlingen til Kobbefjorden ved Amitsoq. Der var nogen i en hytte, der havde set den – jeg ved ikke, hvor tæt den var på, sagde vagtchef Anette Ostenfeldt til KNR onsdag morgen.
Personerne i hytten fik derefter hjælp til at komme væk – ifølge politiet havde de ingen rifler med sig.
- Vi orienterede Departementet for Fiskeri og Fangst i går, fordi det er deres ansvarsområde. Og så sendte vi en advarsel ud over Aasiaat Radio om, at der var set en bjørn. På den måde vidste folk, der sejlede, at der var en bjørn i området, lød det fra vagtchefen onsdag.
Grønlands politi har torsdag bekræftet, at isbjørnen sidst er blevet set i Qoornoq.
Håber ikke, den bliver skudt
Da KNR taler med Hans Gerstrøm i telefonen, sidder han ovre hos naboen og vender gårsdagens hændelse over morgenkaffen.
Ifølge ham er stemningen i Qoornoq rolig.
- Vi snakker jo sammen alle sammen og har lavet en Messenger-gruppe, hvor vi orienterer hinanden om, hvad der sker. Der er ro på og folk er så småt begyndt at vove sig uden for husene, siger han og tilføjer, at han selv skal ud og se sig omkring.
Video: Hans Gerstrøm
Hans Gerstrøm har et indtryk af, at bjørnen er gået videre nordpå mod isfjorden.
- Det tror vi. Vi ved det ikke sikkert, siger han.
Hans Gerstrøm og sønnen havde ikke fået en riffel med på sommerhusturen.
- Men vi har en stegepande og en lommekniv liggende parat, siger han og tilføjer, at naboen og flere andre i området har rifler.
Dog håber han ikke, at den bliver skudt.
- Den er så flot, og det vil være synd at skyde den. Den gør jo ikke nogen fortræd. Og den virker ikke sulten på nogen måde. Jeg håber ikke, at den bliver skudt.