Isbjerg måske skyld i kabelbrud

Det var højst sandsynligt et stort isfjeld, der i sidste uge forårsagede skader på søkablerne mellem Grønland, Island og Canada.
Skrevet af Karsten Sommer
17. februar 2011 07:23

Det mener TELE Greenland, efter at have besigtiget kabelskaderne, som skete på lavt vand i kort afstand fra kysten ud for Nuuk.

Fejlen ventes først udbedret medio marts, men TELE Greenland regner ikke med at TELE´s kunder vil kunne mærke forringelser i telekommunikationen af den grund. Teletrafikken mellem vestkysten og udlandet afvikles for øjeblikket via Radiokæden og en forbindelse til søkablet til Island ved Qaqortoq.

Problemet med risiko for skader fra isfjelde har man hidtil ment, at der var taget højde for, da kablet i sin tid blev etableret.

Men den valgte løsning ved Nuuk viser sig at være utilstrækkelig, og man vil derfor nu undersøge mulighederne for at bore en tunnel i fjeldet under havbunden, så kablet føres ud til en havdybde, hvor der ikke længere er risiko for at isfjelde rammer havbunden, siger Tele Greenland.

Tekniske undersøgelser skal nu fastslå om den idé kan løse problemet.