Isbjørne skal beskyttes

Grønland, Nunavut og Canada vil have fastsat et loft for jagten på isbjørne. De tre lande har netop indgået en fællesforvaltningsaftale, der skal beskytte isbjørne, der strejfer rundt i området mellem det canadiske Nunavut-territorium og Grønland.
02. november 2009 06:55

- Det er vigtigt, at traditionel viden anvendes sammen med videnskab, understreger Ane Hansen.

Fællesforvaltningsaftalen er underskrevet af Canadas miljøminister, Jim Prentice, naalakkersuisoq for fiskeri, jagt og landbrug Ane Hansen og Nunavuts miljøminister Daniel Shewchuk.

Der skønnes at være over 15.000 isbjørne på det canadiske fastland og i det isdækkede område mellem Canada og Grønland.

Inuit er undtaget fra det forbud mod jagt på isbjørne, som blev indført i 1973. Undtagelsen skyldes hensynet til den oprindelige arktiske befolknings ældgamle traditioner, skriver Sermitsiaq.