Isbjørne kan hjælpe overvægtige

Selv om den smæsker sig i fede sæler, så holder isbjørnen den slanke linje. Det vil fedmeforskere gøre brug af.
Skrevet af Karsten Sommer
12. maj 2014 07:05

Isbjørne tilpassede sig hurtigt en meget fedtholdig føde, skriver et forskerhold fra Københavns Universitet.

Forskerholdet tror, at de nye resultater kan gavne fedmeforskningen.

Et forskerhold har studeret forskellen på den brune bjørn og isbjørnen. De har, til deres overraskelse, for eksempel fundet ud af, at det er mindre end 500.000 år siden, at de to bjørne skiltes ad og blev til to forskellige arter, og genetikken gjorde isbjørnen i stand til at klare det ekstreme arktiske miljø.

Professor Rasmus Nielsen, der deltog i arbejdet, siger til det videnskabelige tidsskrift Cell:

- Det er virkelig overraskende, at opsplitningen er sket for så kort tid siden. Det er et emne, der har været meget debatteret. Alle de unikke tilpasninger til det arktiske miljø, som isbjørnen har foretaget, må være sket inden for et meget kort tidsrum.

Udover at isbjørnen blev hvid og slankere, så fik den også et andet stofskifte og fysiologiske tilpasninger. Fedtsyrestofskiftet og hjertekar-funktionerne synes bedre at kunne klare en fedtrig kost. Det er de nye resultater, som forskerne tror, kan hjælpe i fedmeforskningen.

Bjørnenes ændringer formodes at være sket på grund af en særlig lang varmperiode. De miljømæssige forandringer kan have motiveret forhistoriske brune bjørne til at udvide deres områder mod nord. Da en ny istid satte ind, gætter forskerne på, at en flok forhistoriske brune bjørne blev isoleret og dermed tvunget til at tilpasse sig i en fart til de nye forhold.