Isbjørn måtte lade livet

Lufthavnspersonalet i Nerleriit Inaat måtte i weekenden nedlægge en isbjørn, der befandt sig i lufthavnsområdet. En flyvemaskine fra Air Greenland med 13 passagerer, deriblandt 7 børn, var på det tidspunkt på vej til flyvepladsen.
Skrevet af Louise M. Kleemann
04. oktober 2011 09:11

Lørdag morgen klokken 08.25 kom der en melding fra Tårnet i Nerlerit Inaat om en isbjørn, der befandt sig ved nødhotellet.

Fungerende flyvepladschef Gert Dan Friis prøvede sammen med andre kollegaer, at skræmme den væk fra lufthavnsområdet.

- Det lykkedes os at få skræmt den over på den anden side af banen hvor den lagde sig til at slappe af 40-50 meter fra banekanten.  Der gik en halv time hvor vi ventede på, at den selv ville forvinde.

Ved 10-tiden kørte lufthavnspersonalet ud til stedet og konstaterede, at den stadig lå ved banekanten.

- Det lykkedes os i første omgang at jage den væk med skræmmeskud. Den begyndte at lunte over mod fjeldet men efter cirka 100 meter vendte den om og gik tilbage. Vi skød yderligere 4 skræmmeskud, men den var ligeglad, fortæller Gert Dan Friis.

Kontroltårnet havde allerede fået politiets tilladelse til at nedlægge den hvis den var til fare for lufthavnen eller personerne omkring lufthavnen.

- På det tidspunkt var der kun 45 minutter til ankomst af flyveren, derfor gav jeg grønt lys til at nedlægge den, fortæller Gert Dan Friis.

Isbjørnen, en 2-årig han, faldt om ved første skud. Herefter blev kødet fløjet ind til Illoqqortoormiut hvor det blev tilbudt til beboerne på det lokale alderdomshjem. Men de takkede nej da de hørte, at kødet kom fra en afkræftet bjørn og at der derfor var risiko for trikineforgiftning.