Isbjørn angriber kajakroere

I formiddags blev to kajakroere på Svalbard angrebet af en isbjørn i deres teltlejr.
29. juli 2010 10:27

Den ene blev slæbt 40 meter væk af isbjørnen, før den anden af de to kajakroere skød og dræbte bjørnen.

Angrebet skete i roernes teltlejr på den nordøstlige del af Svalbard. Ifølge NRK var situationen dramatisk, men er nu under kontrol.

– Isbjørnen kom ind i teltet, tog den ene og trak ham ud af teltet og slæbte ham 40 meter, før kammeraten skød og dræbte isbjørnen, skriver sysselmanden, som er regeringens øverste repræsentant på Svalbard, på sin hjemmeside.

Under isbjørnens angreb blev den ene roer, Sebastian Plur Nilssen, lettere skadet, men ifølge sysselmandens førstebetjent Per Andreassen er der ikke tale om alvorlige skader.

- Han var ved bevidsthed og har fået lettere skader, siger Per Andreassen til NRK.

Hvert år er der flere sammenstød mellem bjørne og mennesker på Svalbard, men det er meget sjældent, at nogen bliver skadet i mødet med isbjørne.