Ironbark er klar til zink- og blymine
Selvstyret oplyser i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag, at Ironbark har indsendt de lovpligtige forslag for at kunne vurdere den samfundsmæssige bæredygtighed - også kaldet VSB - og for at kunne vurdere virkningerne på miljøet - der også kaldes VVM.
Desuden har mineselskabet sendt et udkast til en undersøgelse af den sejladsmæssige sikkerhed.
Dokumenterne er nu sendt ud til offentlig høring og kan læses på Selvstyrets hjemmeside naalakkersuisut.gl.
Høringsperioden løber fra i dag - den 23. september og frem til den 1. december.
LÆS OGSÅ Citronen indgår aftale med kinesisk mineselskab
I den periode vil Naalakkersuisut invitere til offentlige høringsmøder i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Kangerlussuaq.
Derudover vil der i januar 2016 blive afholdt særlige borgermøder om projektet i Qaanaaq og Tasiilaq.
Nærmere information om de præcise tidspunkter for høringsmøderne og de særlige borgermøder vil snarest blive meddelt.
Høringsmøderne og borgermøderne skal gerne give de fremmødte borgere mulighed for at blive informeret og få besvaret deres spørgsmål til projektet, skriver Selvstyret i pressemeddelelsen.