Iransk viceminister: USA skal udelukke nye angreb før forhandlinger

USA skal udelukke nye angreb på Iran, hvis forhandlinger om atomaftale skal genoptages, siger iransk minister.
Irans udenrigsminister siger, at USA skal udelukke flere angreb på Iran, før landene kan forhandle på ny. Foto © : Middle East Images/Abaca/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
30. juni 2025 09:12

USA skal udelukke yderligere angreb på Iran, hvis repræsentanter fra de to lande igen skal sætte sig ved forhandlingsbordet.

Sådan lyder meldingen fra Irans viceudenrigsminister Majid Takht-Ravanchi i et interview med BBC, der er offentliggjort natten til mandag.

USA's præsident Donald Trumps administration har ifølge den iranske viceudenrigsminister gennem forhandlere rakt ud til Iran med et ønske om at genoptage forhandlinger om en atomaftale.

Administrationen mangler ifølge Takht-Ravanchi at give sin holdning til kende i forhold til yderligere angreb på landet, mens eventuelle forhandlinger finder sted.

USA og Iran har i de seneste måneder forhandlet om en atomaftale. Ingen forhandlinger har fundet sted, siden Israel 13. juni angreb Iran.

Sidenhen blev USA også direkte involveret i konflikten, da amerikanske bombefly for lidt over en uge siden angreb tre iranske atomanlæg. Tirsdag indledte Iran og Israel en våbenhvile.

Nul berigelse

Trump sagde fredag, at han ikke vil tøve med igen at rette angreb mod Irans atomanlæg, hvis det iranske styre fortsætter med at berige uran.

Takht-Ravanchi siger i interviewet med BBC desuden, at Iran under eventuelt fremtidige forhandlinger vil insistere på fortsat at kunne berige uran.

- Niveauet kan diskuteres, kapaciteten kan diskuteres, men at sige, at vi ikke skal berige, at vi skal have nul berigelse, og hvis vi ikke er enige, vil vi blive bombet - det er jungleloven, siger Takht-Ravanchi til BBC.

Iran har insisteret på, at berigelsen sker til fredelige formål, og at landet ikke vil forsøge at udvikle atomvåben.

Netop spørgsmålet om berigelse af uran har været et stort stridspunkt i forhandlingerne om en atomaftale.

Iran har konsekvent afvist at underskrive en atomaftale, der kræver, at landet fuldstændig skal stoppe dets berigelse af uran.

Modsat har blandt andre Steve Witkoff, der er USA's udsending i Mellemøsten og har ledet forhandlingerne, tidligere sagt, at USA ikke kan godkende så meget som én procents uranberigelse fra Iran.