IPK: Fint med politisk opbakning

Den politiske opbakning til det genstiftede Lejernes Landsorganisation, IPK, begejstrer den nye bestyrelse.
Skrevet af Mads Ullerup
15. maj 2012 06:53

Lejernes Landsorganisation IPK som genopstod i weekenden, oplever massiv støtte fra blandt andre Naalakkersuit, kommunerne og de to boligselskaber INI samt ISERIT.

Og IPK's nyudnævnte formand den 67-årige Marie Nielsen fra Sisimiut glæder sig over opbakningen.

- Det vigtigste er, at organisationen er genopstået. Og så er vi utrolig glade for den store politiske opbakning.

Den politiske støtte fra blandt andre Naalakkersuisoq for Boliger Jens B. Frederiksen fik ellers den oprindelige formand og initiativtager til genstiftelsen af IPK til at trække sig fra formandsposten.

- Jeg vil betegne politikernes indblanding som berøvelse af vores frihed. Og så forsøger Naalakkersuisut, at få os til at makke ret. Lejernes mening har ingen betydning, vi skal lytte til Jens B Frederiksen, sagde Buster Berthelsen tidligere i går til KNR.

Medlem af den nystiftede bestyrelse, Vittus Nielsen fra Nuuk ønsker ikke at kommentere på Buster Berthelsens exit.

- Hvad Buster Berthelsen siger i Radioavisen, er hans eget ansvar, jeg vil ikke blandes ind i hans mening om den politiske indblanding. Vi har alle godkendt hans ønske om tilbagetiltrækning som formand.

Vittus Nielsens egen holdning er dog ganske klar. Politikerne skal være mere end velkommen i Lejernes Landsorganisation, IPK.

- Jeg mener ikke, at vi skal være bange for den politiske indblanding. Både Selvstyret og kommunerne er som bekendt ejere af lejeboligerne. Jeg synes ikke, man skal være bange for dem, især hvis de hjælper os økonomisk og samarbejder med os i opstartsfasen. Hvis de på nogen måder begynder at undertrykke os politisk, så skal vi nok bekæmpe dem, siger Vittus Nielsen.

Af de cirka 9300 der bor til leje her i landet, havde omkring 50 meldt sig ind i IPK op til weekendens stiftende generalforsamling.

Derfor venter der nu et stort arbejde fra organisationens side for at rekruttere nye medlemmer, fortæller formanden Marie Nielsen.

- Hvis vi skal undgå den store politisk indblanding i fremtiden, er det nødvendigt, at så mange som muligt bliver medlem af vores organisation, siger formanden.

Formanden for Lejernes Landsorganisation blev som nævnt Marie Nielsen fra Sisimiut.

Og valget til posten som næstformand gik til Bolethe Bech Bendtsen fra Qaqortoq.

Nikoline Lundblad fra Sisimiut blev kasserer, mens Marius Dalager fra Ilulissat og Vittus Nielsen fra Nuuk blev bestyrelsesmedlemmer.