Inuuna er frivillig i sorgcenter: Der er meget sorg i Grønland

Fem frivillige blev præsenteret, da Det Nationale Sorgcenter afholdt minikonference om sorg i Nuuk i går.
Inuuna Thomsen er en af de nye frivillige. Foto © : KNR
25. august 2022 05:59

- Som jeg sagde til de frivillige: Jeg synes næsten, at vi i dag laver historie i Grønland på sorgområdet.

Sådan lød det fra Preben Engelbrekt, der er direktør i Det Nationale Sorgcenter i Danmark.

I går var han i Nuuk til en lille konference om sorg og udvidede foreningens arbejde i Grønland. 

Har du brug for hjælp? 

 

Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 801180 eller sms 1899. 

 

Samtalen er gratis og anonym.


Åbningstider:
Søndag - torsdag 9:00 - 00:00
Fredag - lørdag 09:00 - 04:00

Det er et arbejde, der begyndte i 2017. Dér fik Det Nationale Sorgcenter flere og flere henvendelser fra folkeskolelærere i Grønland.

Folkeskolelærer, der søgte råd for, hvordan de skulle forholde sig til elever, der var i sorg efter at have mistet pårørende til selvmord, ulykker og kræft.

Brug for frivillige

Men Det Nationale Sorgcenter vidste ikke nok om det grønlandske samfund og kultur til at vide, hvordan mennesker sørger her. Så sorgcenteret begyndte at lave en undersøgelse, der varede fra 2018 til 2019.

- Der kunne vi se, at der var brug for en frivillig indsats, som vi starter op nu, siger Preben Engelbrekt.

Fakta om sorg i Grønland

60 procent af den voksne befolkning har mistet nogen, de kender, til selvmord.

Knapt to ud af 10 dødsfald i Grønland kan tilskrives unaturlige dødsårsager som for eksempel drab, ulykker og selvmord.

10 procent af alle dødsfald i Grønland kan tilskrives selvmord. 

Kilde: Det Nationale Sorgcenter

I et samfund med få indbyggere, hvor mange kender hinanden, vil et dødsfald påvirke mange. Og det kan være svært at snakke med andre, der er i lige så stor sorg, fremgår det af sorgcentrets undersøgelse.

Komplicerede sorgreaktioner

Så nu er der fundet fem frivillige. En af dem er Inuuna Davidsen. 

- Der er meget stor sorg i Grønland, og derfor er behovet stort. Der er mange, der har brug for hjælp, siger hun til KNR.

Også Rita Thomsen er frivillig. Og det er vigtigt, at mennesker kan få talt med andre om deres sorg, siger hun.

Rita
Foto © : KNR
Rita Thomsen

- Det er meget ensomt, når man er i sorg, og man kommer nemt til at bebrejde sig selv. Man kan også opleve, at man er alene med sine følelser, og at der ikke er andre, der er gået igennem det, siger Rita Thomsen.

Alle de frivillige har selv været i sorg. Det er vigtigt, da de fungerer som levende eksempler på, at der er et liv efter sorgen.

Men arbejdet med sorgbehandling i Grønland er langt fra færdigt. Undersøgelsen viser nemlig, at der er mange børn og unge, der har det, der kaldes komplicerede sorgreaktioner. 

- Hvis de skal have et godt liv, er det vigtigt, at de også kan få noget specialiseret sorgterapi, siger direktør Preben Engelbrekt. 

- Og det er noget af det, jeg blandt andet nu mødes med en række politikere om her i Grønland. Jeg vil høre, om der kan være interesse i at bygge det op.