Inuksangerinde Kelly Fraser er død
Inuk sanger Kelly Fraser er død d. 25. december. Det skriver CBC news. Kelly Fraser er født i Igloolik men betragtede Sanikluaq i Nunavut som sit hjem.
Den anmelderroste sangerinde var ud over sin musik kendt for at kæmpe for unge inuit og for at fremme strubesang. Hun brugte sin status til at tale for inuit-rettigheder og mod kolonialisme. Hun påpegede offentligt de traumer, som inuit stadig har som følger af tvangsflytninger, og hun kritiserede den høje selvmordsrate, mangel på madvarer og høje leveomkostninger, der er i Nunavut i dag.
CBC fortæller om sangerinden i en kort video her:
Hendes karriere begyndte tidligt
Kelly Fraser begyndte at spille guitar som 11-årig og blev kendt i 2013, da hun lavede en coverudgave af Rihannas nummer Diamonds.
Hun udgav sit første album, Isuma, i 2014. Hendes andet album, Sedna fra 2017, blev nomineret til bedste oprindelige musik album i 2018 ved Juno Awards, som hylder Canadisk musik.
Kelly Fraser modtog i år en inspirationspris, der tildeles oprindelige folk, Inuit og Metís-personer, som anerkendelse for en enestående præstation.
Sangerinden døde i Manitoba, men dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort. CBC har været i kontakt med sangerindens familie, som ønsker fred og ro.
Der er arrangeret en mindehøjtidelighed i Nuuk lørdag klokken 16.00 ved stathuen af havets moder i Kolonihavnen.
Hør Kelly Frasers udgave af Diamonds her under.