Inuk fra Sisimiut i BMX-stævner i Baltikum

Grønland er for første gang med ved et internationalt BMX-stævne, da 19-årige Inuk Siegstad, fra Sisimiut, er med ved Baltic Games i polske Gdansk denne weekend.
Skrevet af Mads Lynge
15. februar 2014 12:43

- Jeg er på vej til konkurrence i Gdansk i Polen nu, og i næste uge tager jeg så til Tallin i Estland, siger Inuk Siegstad.

Lørdag og søndag deltager han i Baltic Games, for derefter at tage til den estiske hovedstad Tallin, hvor endnu et BMX-stævne er på programmet. Simple Session 2014, hedder stævnet, og løber af stablen den 22. februar, altså endnu et to-dages stævne.

Der vil være omkring 20 deltagere ved Baltic Games i Gdansk denne weekend, og over 100 ved stævnet i Tallin i næste uge.

For Inuk Siegstad handler stævnerne mest om bare at være med, og få noget erfaring:

- Jeg regner ikke med at nå til finalen, ramperne vi skal køre på er nemlig meget større end dem, jeg er vant til. Og for det andet er mine konkurrenter vant til store ramper, siger Inuk Siegstad.

Når det så er sagt, så tager han gerne til konkurrence når chancen byder sig:

- Hvis jeg ikke tager de her stævner med, så får jeg jo ikke ingen erfaring. Så når chancen er der, slår jeg til, siger den grønlandske BMX-kører. Og han er selvfølgelig glad for opbakningen fra familie og venner hjemme i Sisimiut:

- Jeg har selvfølgelig mange, jeg skal takke. Mine forældre og venner i Sisimiut. Det er meget spændende og sjovt at tage ud og rejse, siger Inuk Siegstad.

Det er muligt for Inuk Siegstad, at tage til stævnerne i Baltikum med hjælp fra virksomheder i Sisimiut.