Inuitkultur vinder turistpris

Canadisk bygd vinder en af verdens mest prestigefyldte turistpriser.
29. juni 2014 14:22

Arviat,  en lille bygd på vestkysten af Hudson Bugten, har vundet en af turistindustriens mest eftertragtede og prestigefyldte priser. Det er The World Travel and Tourism Council, der har tildelt bygden prisen som et af de mest interessante og mest originale turistmål i hele verden.

For to år siden startede Arviat, hvad de kalder for deres Arviat Community Ecotourism, et økologisk turismeprojeket, som bygden er fælles om.

Her kan turisterne leve nogle dage på en økologisk korrekt måde som traditionelle inuitter. De kan gå ture på tundraen, køre med hundeslæde, bo i et telt eller hytte og tage på sejlture. Endelig bliver de vist, hvordan inuitbefolkningen traditionelt overlevede i de arktiske egne.

Turistoplevelsen fokuserer på inuitkulturen med besøg hos kunstnere og salg af håndværk.

Desuden kan de være med til kulturelle forestilinger med trommedans og strubesang og tilbringe en eftermiddag hjemme hos en ældre eller en kunstner, hvor der bliver severet te, og de får fortalt historier om tidligere tiders nomadetilværelse. Og selvfølgelig får de serveret lokal mad, rensdyr, fisk og ryper.

Priskomitéen, der gav Arviat den fine pris, udtaler til Globe and Mail, at dette kunne blive en model for turistudvikling blandt andre oprindelige folk.