Inuit Sila drager til Strasbourg i sælskinds-sag

Kampagne-projektet Inuit Sila rejser næste uge til Strasbourg for at råbe EU-parlamentarikere op i sælskinds-sagen.
Foto © : inuitsila.org
15. maj 2015 06:34

Mandag aften triller en bus, hyret af kampagneprojektet Inuit Sila, afsted fra København mod den franske by Strasbourg og EU-parlamentet. Det sker for tirsdag og onsdag, på pladsen foran EU’s parlamentsbygning, at sætte fokus på den grønlandske og canadiske sælfangst og konsekvenserne for den, hvis EU vedtager den planlagte stramning af reglerne om sælskindsimport.

Det fortæller kampagnemedarbejder Rasmus Holm til KNR.

- Vi stiller op en 20-30 mennesker med sang, mad og sælskindsprodukter og selvfølgelig en masse information om sagen. Og så håber vi, at der er nogle parlamentarikere, der kommer ud og får lidt viden om virkeligheden uden for murene.


Grønland er langt væk 

Med i Inuit Silas arrangementer er bl.a. KNAPKs tidligere formand, Leif Fontain og inuit-rettighedskæmperen Aaju Peter fra Canada for at argumentere for bevaringen af inuit-undtagelsen.

Og det er sin sag. For selv om grønlandske og danske politikere gennem en længere periode har forsøgt at overtale EU-politikere til at droppe de lovede stramninger, er der for nogen lang vej fra Strasbourg og Bruxelles til Grønland. 

- Det, vi skal gøre, er, at skabe noget offentligt opmærksomhed. Husk på, at der er rigtig mange i Europa, som knap nok ved, hvor Grønland ligger. Og også mange parlamentarikere, der ikke kender noget som helst til sagen. Det vil sige, jo mere offentlig opmærksomhed i internationale medier, vi kan skabe, jo højere bliver viden om det, og jo mere kommer det på en dagsorden, der gør, at vi ikke bare kan ignorere det, siger Rasmus Holm.

Det er Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse - IMCO-udvalget - i EU, som 4. - 5. juni beslutter, hvorvidt de vil anbefale EU-Kommissionen at stramme reglerne for sælskindsimport til EU eller ej. Stramninger, som Verdenshandelsorganisationen WTO har bedt EU gennemføre.