Inuit-ledere samles i Ottawa

Inuit ledere fra samtlige ICC-medlemslande mødes i denne uge til topmøde i den canadiske hovedstad Ottawa.
Skrevet af Naimah Hussain
21. februar 2011 04:53

Her skal de snakke om den fremtidige udnyttelse af ikke-levende ressourcer i Arktis, og om hvordan man sikrer den lokale befolknings interesser og medbestemmelse.

ICC's konference i Nuuk sidste sommer mundede ud i Nuuk Deklarationen, hvori ICC blandt andet blev bedt om at organisere Inuit Leaders' Summit on Resource Development. Formålet er, at samle samtlige folkevalgte Inuit ledere fra Alaska, Canada og Tjukotka for at tale om, hvordan man sikrer Inuits medbestemmelse i den hurtige udvikling.

Mødet vil finde sted ondag og torsdag i denne kommende uge. Her vil en lang række eksperter blive hørt på deres fagområde, og deres indlæg skal danne grundlag for en efterfølgende debat. Det hele foregår som et lukket møde mellem Inuit-lederne.

Mødet åbnes af Canadas sundhedminister, Leona Aglukkak, som er den eneste Inuit-minister i den canadiske føderale regering, og af formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist.