Inuit i Canada betragter ikke ringsælen som truet

Mary Simon, præsident for den nationale canadiske inuit-organisation, Inuit Tapiriit Kanatami, kommer, i en pressemeddelelse, med et meget stort og klart nej til spørgsmålet om, om ringsæler er truede eller ej.
29. december 2010 04:35

For nylig har Den Amerikanske Hav- og Atmosfære-administration, NOAA, foreslået, at ringsæler bliver sat på listen over truede dyrearter i henhold til USA's lov om truede dyrearter, den såkaldte ESA. Forslaget er baseret på fremtidsprognoser om, at havisen bliver mindre og mindre og uden at tænke på den indflydelse, det kan have på fangerne.

I sin udtalelse siger Mary Simon videre, at det er velfinansierede dyrerettighedsorganisationer, der kan være årsagen til dette amerikanske forslag, som endnu en gang har nødvendiggjort, at inuit skal forsvare deres dyr og levemåde.

Mary Simon siger, at der i USA ligeledes er blevet vedtaget et forslag om, at stemple isbjørnen som truet - noget inuitfangere i Canada ikke mener, de er. Men alligevel er dette nye ringsæl-forslag endnu sværere at forstå, fordi både fangere og de officielle statistikker er enige om, at der er masser af ringsæler. Statistikkerne anslår således, at der er flere millioner ringsæler - de er simplethen ikke truede.

- Hvis der er en troværdig trussel mod noget dyr, vil inuit være de første til at påpege det, siger Mary Simon og understreger, at der altså ikke er nogen troværdig trussel mod ringsælerne.

Mary Simon slutter med at sige, at hun har kontaktet den canadiske fiskeriminister for at diskutere det amerikanske forslag og især den måde, hvorpå sådanne forslag bliver lavet og den indflydelse, de kan have for canadiske inuit.