Inuit-flyselskaber utilfredse med ny konkurrent

Flyselskabet Air Canada vil nu påbegynde flyvninger i Nunavut. Initiativet hilses ikke velkommen af de to inuit-ejede flyselskaber, First Air og Canadian North, som i forvejen flyver mellem Ottawa og Iqaluit.
11. november 2009 06:07

Fra marts vil det canadiske flyselskab have daglige afgange mellem Ottawa og Iqaluit med forbindelse til Montreal, oplyser CBC News.

- Det vil oversvømme markedet og ødelægge hele grundlaget for økonomisk bæredygtig flyvning i Nunavut og Nordquebec, fastslår en repræsentant for First Air.

- Air Canada vælger jo omhyggeligt den mest profitable rute til Iqaluit, men kunne jo ikke drømme om at beflyve alle de små fjerne destinationer, som First Air og Canadian North til dagligt betjener, siger Canadian North's præsident, Tracy Medve, til CBC.

Samtidig påpeger de to Inuit-flyselskaber, at de selv gør en dyd ud af så vidt muligt at bruge lokal arbejdskraft i deres selskaber.

- Vi bidrager bredt til samfundet heroppe. Air Canada plukker bare den bedste af ruterne nordpå, det er unfair i økonomisk trange tider, siger Tracy Medve.

Air Canadas rute ventes taget i brug den 28. marts næste år og billetterne er allerede til salg på nettet. 659 canadiske dollars koster det. First Air tilbyder derfor nu sine billetter til 599 dollars - 60 dollars - små 300 kroner - billigere end Air Canada.