IAs sommermøde ramt af parasitter

Mindst tre er smittet med trikiner efter at have spist isbjørnekød, oplyser landslægeembedet. Og nu er Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland i fuld gang med at undersøge om kødet er blevet tjekket for trikiner, før det blev solgt.
Foto © : Peter Bye Andersen/Andreas Østergaard/KNR
Skrevet af Sara K. Jakobsen
02. december 2016 05:38

- Vi har fået anmeldt her på landslægeembedet tre personer, som er smittet. Og så oplyser den medicinske afdeling, at der muligvis er én mere, som også er smittet, siger landslæge Henrik Trykker.

Omkring 50 deltog til Inuit Ataqatigiits sommerstævne i Narsaq i juni, hvor der blev serveret isbjørnekød. Landslægen kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om flere end tre personer har spist af kødet, og dermed blevet smittet med trikiner.

LÆS OGSÅ Urandebat åbner IA sommermøde

Nuuk-TV kunne onsdag oplyse, at levnedsmiddeluddannelsen, Inuili, stod for tilberedning af kødet, som blev købt hos det lokale bræt.

Ifølge Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland er sælgeren forpligtet til at få isbjørnekødet undersøgt for trikiner, før det sælges videre. 

Derfor er Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland i gang med at undersøge, om der er tale om et lovbrud, ligesom Dronning Ingrids hospital er i gang med at analysere, om kødet er årsagen til udbruddet.

- Det skal klarlægges, om hvem der har solgt det, og om der er blevet foretaget de rigtige analyser, som bekendtgørelsen foreskriver, siger Oluva Niclasen, afdelingsleder for Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.

LÆS OGSÅ Isbjørn skudt efter nærkontakt med mennesker

- Såfremt reglerne i bekendtgørelsen er blevet overtrådt, så kan det ende med, at vedkommende idømmes advarsel, bøde og konfiskation, siger afdelingsleder Oluva Niclasen, der anbefaler at man langtidskoger isbjørne- og hvalroskød, også selvom kødet er blevet tjekket for de farlige parasitter. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inuit Ataqatigiit.