Inu:it åbner afdeling i Danmark

IT-virksomheden inu:it har nu skabt sig en kundekreds udenfor Grønland. Derfor har de nu åbnet et kontor i Danmark. Den 1. november slog de dørene op til en afdeling med 13 personer tilknyttet.
05. november 2013 06:43

- Det glæder os, at vi har indgået aftaler med Bent Thorning, Alex Kragh Jensen og Martin Thinggaard Madsen, som alle kender hinanden tilbage fra det tidligere Thy Data, og som vi kender rigtig godt fra tidligere samarbejder på grønlandske kunder, siger direktør Jesper Tørnkvist i en pressemeddelelse.

Målet for virksomheden er, ifølge direktøren, at øge inu:it's kompetencer og professionalisme.

Inu:it har flere end 50 medarbejder i Grønland og kerneområderne er blandt andet salg af - og support til - integrerede IT og telefoniløsninger, kopi- og printløsninger samt internet adgang. Inu:it blev grundlagt i 1996.

Det nye selskab kommer til at fokusere på at levere IT infrastrukturløsninger til danske virksomheder.

Også Bent Thorning, Alex Kragh Jensen og Martin Thinggaard glæder sig til at være med til at starte inu:it op i Danmark.

- Inu:it arbejder ud fra den filosofi, at alt samarbejde handler om at skabe værdi. Det opnås bedst gennem menneskelige relationer og langvarige samarbejder. Vi har selv som konsulenter gennem årene haft langvarige samarbejder med mange af vores kunder, og vi ved, at det at overholde aftaler, og at være nemme at få fat i, når kunden har brug for det, er helt essentielt!