Intet valg i Danmark

Rigsfællesskabet skal ikke regne med, at komme til stemmeurnerne foreløbigt; for statsminister Lars Løkke Rasmussen har ingen planer om at udskrive valg - endnu.
Skrevet af Medea Frederiksen
17. maj 2011 08:58

- Vores arbejde er slet, slet ikke færdigt. Jeg tænker slet ikke på valg, jeg tænker på at lede det her land, sagde statsministeren tidligere i dag.

Han vil ifølge eget udsagn arbejde for, at skabe vækst i Danmark:

- Jeg er glad for, at vi har været i stand til at trække Danmark fri af krisen, vi har lagt den bag os, vi er kommet igennem den bedre, end man kunne frygte. Og nu skal vi have væksten igen, optimismen igen i det danske samfund. Det kræver, at vi får forhandlet vækstinitiativer på plads inden sommerferien, sagde han.

Vækstinitiativerne dækker ifølge Lars Løkke Rasmussen over tre indsatsområder, hvor et af de indsatser går ud på, at lave en forstærket indsats for at få flere med indvandrerbaggrund i arbejde.

- Regeringen har via vores politik fået flere indvandrere i arbejde i det danske samfund. Andelen af indvandrere, der arbejder og uddanner sig er steget. Men vi har også store ambitioner for fremtiden, sagde Lars Løkke Rasmussen.