Intet klart flertal i Spanien efter valg

Spaniens parlamentsvalg giver ikke flertal til nogen blok, hvilket igen kan gøre det svært at danne regering.
Sanchez siger i en tale på valgaftenen, at hans mål er at danne en stabil og "progressiv" regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Foto © : Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. november 2019 12:10

Spaniens splittede parlament er stadig splittet efter søndagens valg.

Det viser det foreløbige valgresultat fra det spanske indenrigsministerium, efter at 99,9 procent af stemmerne er talt op. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det socialdemokratiske PSOE med den fungerende premierminister, Pedro Sanchez, i spidsen bliver det største parti med lidt over en tredjedel af pladserne i landets parlament.

LÆS OGSÅ Spanske socialister vinder valget i et splittet Spanien

Det indvandringskritiske højreparti Vox stormer frem og har fordoblet sine mandater. Også det konservative Partido Popular er gået frem.

Med det næsten færdige resultat tegner der sig ikke noget klart flertal for nogen af partierne eller blokkene ved det spanske parlamentsvalg søndag.

Sanchez vil ikke samarbejde med hadprædikanter

Sanchez siger i en tale på valgaftenen, at hans mål er at danne en stabil og "progressiv" regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han vil mandag begynde at ringe rundt til de andre partiledere - "undtagen dem, der prædiker had", siger han. - så landet kan komme ud af den politiske hårdknude, det har befundet sig i gennem mere end et halvt år.

LÆS OGSÅ Søndagens parlamentsvalg bliver meget tæt

Vrede over det politiske dødvande, som landet befinder sig i, ser ud til at have styrket vælgeropbakningen til højrepartiet Vox, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Spanien har man hidtil ikke oplevet den fremgang for højrenationalistiske partier, som andre lande i Europa har set i de seneste år.

Det er anden gang i år og fjerde gang på fire år, at spanierne bliver bedt om at gå til stemmeurnerne og vælge et nyt parlament.