Internet misbrug i Ilisimatusarfik

Det grønlandske universitet Ilisimatusarfiks netværk er blevet misbrugt af personer, som har downloaded store mængder data. De bliver nu truet med politianmeldelse, bøde og bortvisning.
Skrevet af Pipaluk Høegh
25. oktober 2012 10:14

Universitetsstuderende, ansatte og andre der har adgang til Ilisimatusarfiks elektroniske netværk har fået en skriftlig advarsel om ikke at bruge netværket til at downloade filer som ikke er studierelevante. Det elektroniske netværk er blevet brugt til alt lige lige fra, at surfe rundt på ulovlige sites, download af store filer som film og opdateringer af Iphones.

Nu strammer universitetet op for deres internet-regler og giver brugerne en løftet pegefinger:

- Hvis der konstateres groft misbrug af internettet, vil dette kunne medføre advarsel samt pålæg, om selv at betale den merudgift som misbruget har påført universitetet. Ved gentagelsestilfælde kan der blive tale om bortvisning. Hvis misbruget er af kriminel karakter, vil sagen blive politianmeldt, skriver Ilisimatusarfik til alle brugere af deres elektroniske netværk. 

Internet-misbruget har medført problemer for de medarbejdere og studerende, der til daglig bruger netværket. Ilinniarfissuaq har f.eks. måttet aflyse internetbaseret undervisning på grund af det langsomme internet. Rektor for Ilisimatusarfik Tine Pars forklarer.

- Vi har strammet op på vores internetstyring, fordi misbruget påvirkede systemets hastighed. Misbrugerne kan tælles på en hånd. Der er blevet downloadet meget store datamængder til private formål og man har fået adgang til sites med illegal fildeling, siger rektor Tine Pars til KNR.gl.

Ilisimatusarfik bruger cirka 720.000 kroner årligt på, at de studerende og ansatte kan logge ind og surfe på nettet. De lidt for kreative internetbrugere er blevet kontaktet.

Rektoren vil dog ikke oplyse om det er de studerende, ansatte eller andre som har misbrugt Ilisimatusarfiks netværk til private formål.

Der er indtil nu ingen, der er blevet meldt til politiet, fået bøde eller er blevet bortvist fra universitetet.