Internationalt orienteringsløb skudt i gang

I disse dage afholder Nuuk Orienteringsklub, NASP, byens første internationale stævne, under navnet Nuuk Orienterings Festival... Eller bare Nuuk O-Fest. Der er 18 deltagere fra udlandet.
27. juni 2011 08:19

Stævnet er en del af et fællesarrangement med orienteringsklubberne i Ilulissat og Reykjavik, således at de tre klubber holder deres internationale stævner lige op og ned ad hinanden.

Derved får gæsterne udefra mulighed for at dyrke deres sport, og besøge tre virkeligt spektakulære steder. Alt sammen på 14 dage, hvoraf der afholdes orienteringsløb de 10 af dagene.

Fællesarrangementet går under betegnelsen ”North Atlantic Orienteering Championship 2011” - det første af sin art.

Klubbens startede for mindre end to år siden, og fra i dag og frem til onsdag er klubben vært for 18 udenlandske gæster, fra hhv. USA, Finland, Schweiz, Tyskland, Østrig, Sverige, Tjekkiet og Danmark.

En del af disse løbere har allerede løbet i Ilulissat, og flere af dem fortsætter sammen med to fra Nuuk i Reykjavik i weekenden.