International måling af korruption i Grønland på trapperne

Korruptionsniveauet her i landet skal for første gang udsættes for en international måling, og fra næste år vil det være muligt at slå fast, hvor meget korruption, der er i Grønland i forhold til lande som Danmark, Sierra Leone eller Canada
Skrevet af Ivik Kristiansen
28. januar 2016 15:05

- Transparency International foretager forskellige undersøgelser af udfordringerne med korruption. En af dem kaldes "Global Corruption Barometer", hvor man spørger befolkningerne, hvordan synes I, niveauet er i jeres land. Der har Grønland aldrig været med, men det kommer næste gang, siger næstformand i Transparency International Greenland, Jakob Strøm, til KNR.

Transparency Internationals afdeling i Grønland, Transparency International Greenland, har tidligere lavet flere undersøgelser om korruption i vores land.

Læs også Grønland snart med på international korruptionsbarometer

Men den nye undersøgelse er alligevel et stort skridt, mener Transparency International Greenland, da den giver mulighed for at sammenligne korruptionen her i landet med niveauet i andre lande.

- Det vil sige, at man får en indikator på, hvordan der ser ud i Grønland i forhold til de lande, som er hårdt ramt af korruption.

- Lande som Irak, Syrien, Nordkorea og de lande, som ikke har samme udfordringer med korruption, som for eksempel de nordiske lande, hvor Grønland forventeligt kommer til at være mere sammenligneligt med, lyder det fra Jakob Strøm.

Input fra befolkningen

Konkret vil undersøgelsen blive udført ved at lave telefoninterviews med de grønlandske borgere.

Jakob Strøm forklarer, at interviewene kan bruges som målestok for korruption, fordi Transparency International har stor erfaring med, hvordan sådan nogle spørgsmål kan sættes sammen.

Den grønlandske afdeling har haft lejlighed til at se på spørgsmålene.

- Det er et internationalt anerkendt analyseinstitut, der laver spørgsmålene og gennemfører interviewene. Så det er spørgsmål, der simpelthen er sat sammen til, at befolkningen selv kan komme med deres input til, hvor udfordringerne med korruption er i forhold til vores land, siger Jakob Strøm.

Læs også Blåstempling af Transparency Greenland øger troværdighed

De spørgsmål skal den grønlandske befolkning snart forholde sig til.

- Hvem som helst i Grønland kan blive ringet op, i løbet af den kommende tid, fra et analyseinstitut, som vil spørge ind til korruption.

- Og vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt, her i vores land vil deltage i den her undersøgelse, fordi det har stor betydning for resultatet, at folk er åbne, siger næstformanden for Transparency International Greenland, Jakob Strøm.

For at telefoninterviewene skal udgære et repræsentativt antal, vil antallet formentlig ligge på omkring 1000.

Jakob Strøm oplyser samtidig, at undersøgelsen nok vil blive offentliggjort i starten af 2017.