Internat er midlertidigt lukket

Dyreinternatet i Nuuk er midlertidigt lukket. Hvis dit kæledyr kommer til skade i storbyen, så er det veterinærsygeplejersken i Kommuneqarfik Sermersooq, du skal kontakte.
Skrevet af Pipaluk Høegh
29. oktober 2012 08:32

Dyrenes Venners Internat holder lukket i Nuuk. Hvis dit kæledyr får akut behov for hjælp, eller bliver ramt af alvorlig sygdom, så skal du kontakte kommunens veterinærsygeplejerske Sofie Ahn Lauridsen, som arbejder under Forvaltningen for Teknik og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq.

Internatet holder lukket fra den 16. oktober til  og med den 12. november, meddeler Dyrenes Venner.

- I forbindelse med ansættelse af ny daglig leder på Internatet har det været nødvendigt at lukke ned en periode, hvilket vi håber, der vil være forståelse for, oplyser Susanne A. Markdal, som tidligere var daglig leder af Internatet og formand for Dyrenes Venner.

Formand for Dyrenes Venner gennem mange år Susanne A. Markdal er flyttet til Danmark efter at have boet i Nuuk i 38 år.  Hun har gennem mange år arbejdet for at forbedre dyrenes vilkår i byen, først gennem Dyrenes Venner i Nuuk og senere gennem Dyrenes Venner i Grønland.

- Internatet og Dyrenes Venner kører videre med Vivi Eugenius som daglig leder. Og jeg overdrager trygt arbejdet i Vivis og hendes hjælperes hænder, skriver Susanne A. Markdal.

Du kan finde flere oplysninger om Internatet og Dyrenes Venner på www.dyrenesvenner.gl