Instruktør: I tavsheden lever overgrebet videre

Filminstruktør Louise Friedberg er i fuld gang med genskabe tragedien om 22 grønlandske børn, der i 1951 mod familiernes vilje blev sendt til Danmark og siden på børnehjem i Nuuk. Deres barndom var klinisk renset for grønlandsk sprog og kultur, og mange vendte aldrig hjem. Ifølge Friedberg er historien stadig relevant.
28. juli 2009 13:25

- Et overgreb er et overgreb, og i tavsheden fortsætter overgrebet, siger intruktør Louise Friedberg, der håber, at hendes kommende film "Eksperimentet" vil skærpe danskernes interesse for Grønland og den fælles - delvist mørke - historie. I sidste uge var hun med sit filmhold i Nuuk for at genoplive en smertefuld historie.

- Helt konkret er det historien om 22 børn, der blev udvalgt i starten af 50'erne og blev sendt til Danmark for at blive "genopdraget", siger hun.

Filmen er fiktion, men historien er ægte nok. De 22 børn skulle være Grønlands nye elite. Børnene blev uden grundig forklaring eller samtykke taget fra forældrene og i første omgang sendt til Danmark. Her skulle de lære dansk, så de kunne blive spydspidser i det nye skolevæsen, hvor dansk stod øverst på skemaet. Senere blev en del af børnene adopteret væk Danmark, mens resten drog tilbage til Nuuk, hvor de skulle tilbringe resten af barndommen på børnehjem.

- For mig er det også en historie om, at de mistede deres sprog, mens de var i Danmark, hvilket har gjort, at de fleste af børnene måtte kæmpe en hård kamp for at finde tilbage og finde ud af, hvem de egentlig er - grønlændere eller danskere, siger Louise Friedberg.

- Overordnet er det en meget klassisk historie, der handler om idealisme, der står for fald. Og historien om splittelse mellem to verdener er grundlæggende, hvis man skal være helt kynisk, god dramatik, siger Louise Friedberg.

Af de 22 forsøgsbørn blev stort set ingen genforenet med og en del af deres egen familie. Titlen "Eksperimentet" er derfor helt oplagt, fortæller Louise Friedberg.

- Det blev jo simpelthen betegnet som et eksperiment den gang, og den hårdhed eller kynisme, der ligger i det, synes jeg, er betegnende for den politik, der blev ført.

Filminstruktøren understreger, at historien selv i dag er yderst relevant.

- Helt personligt mener jeg, at det er vigtigt at kigge på de mere smertefulde punkter i ens historie, så man kan komme videre.

"Eksperimentet" får præmiere i foråret eller sommeren 2010.

I denne og næste uge stiller Radioavisen skarpt på Eksperimentet i 1951, og forsøger at få svar på, hvad der skete, hvorfor, og hvad det betød den gang og i dag.