Inspirationshæfte: Lær at se børn

Nakuusa-projektet, der er et samarbejde mellem Selvstyret og Unicef om børns rettigheder og vilkår her i landet, udsender nu et såkaldt inspirationshæfte til hele landet.
09. april 2014 09:03

Hæftet er henvendt til voksne, der gerne vil gøre en forskel for sårbare børn, og indeholder en række gode råd.

Der findes mange børn, der af forskellige årsager ikke trives i hverdagen, og hvis forældre ikke er så nærværende, som man kunne ønske sig. At blive set og få opmærksomhed fra en voksen kan være helt afgørende for et barns liv, hvis dets forældre ikke magter opgaven, skriver Nakuusa i en pressemeddelelse.

Mange voksne, som er vokset op under hårde vilkår, spørger sig selv som voksne:

- Hvorfor var der ikke nogen, som så mig? Hvorfor var der ingen, der gjorde noget og hjalp mig?”

NAKUUSA vil gerne med det nye hæfte, de er udgivet i samarbejde med TelePost og Air Greenland, inspirere voksne til at gøre en indsats for, at færre vil stille sig selv de spørgsmål i fremtiden.