INI-lejer: Vi må finde os i meget

En lejer, der ikke længere har adgang til INI lokale kontor. En anden lejer, der måtte betale for et ituslået vindue, selvom vinduet vender ud mod et offentligt areal, og derfor skal betales af INI. Det er ikke så lidt, lejere i Aasiaat må finde sig i, når de er i kontakt med INI A/S lokale kontor, fortæller beboer John Larsen.
Skrevet af Jette Andersen
16. marts 2012 15:41

John Larsen, der er forehenværende beboerrådsformand i Aasiaat, er ekstremt skuffet over INIs servicering af borgere i byen. Selv har han haft en ubehagelig oplevelse. En oplevelse, der betød, at han ikke længere er velkommen hos INI. Derfor er det hans kone, der betaler husleje. Hun måtte nemlig gerne komme ind.

John Larsen har siden 1993 og frem til sidste år både været medlem og formand for beboerrådet i Aasiaat. Så han er vant til at hjælpe folk, når det drejer sig om deres boliger. Og det var da han ville hjælpe et familiemedlem, at det gik helt galt.

Familiemedlemmet stod i den situation, at en eller anden havde ødelagt et vindue i opgangen, hvor vedkommende bor. Men boligselskabet A/S INI havde sendt regningen til John Larsens familiemedlem og truet med at smide ham ud af boligen, hvis han ikke betalte.

Derfor gik John Larsen sammen med medlemmet, til INIs lokalafdeling, for at få en forklaring. Det gik vist lidt ud af gevind, som han selv siger.

- Hvis i ikke kan finde ud af at servicere folk, så skulle i tage og finde jer et andet arbejde. Vi vil ikke have sådan nogle som jer til at servicere os. Og det blev de vist ret fornærmede over, for jeg må i hvert fal ikke længere komme ind i lokalafdelingen, fortæller John Larsen.

Og han er ikke alene. Han har hørt om flere tilfælde i byen. Det omtalte familiemedlem er for eksempel heller ikke længere velkommen. Og det hører ikke til i et demokratisk samfund, mener han.

John Larsen plejede at betale sin husleje ved at gå til INI lokalafdeling, men han ikke længere må komme ind, er det hans kone, der går ind og betaler. Og hun skulle endda først have godkendelse.

- Hvis det bare var hende, så skulle det nok gå, var svaret fra INI. To dage før jul prøvede han ellers at gå ind for at betale sin regning. Men da fik han at vide, at han ikke måtte komme ind.

- Det er meget skuffende. Især, når man har arbejdet så hårdt for beboerne i mange år.