Inger Hauge har udgivet sin sidste bog

Efter 24 år det slut med bogudgivelser fra forlaget Atuagkat. Kvinden bag, 80-årige Inger Hauge, siger stop, fortæller hun til avisen AG.
Arkiv
12. april 2018 13:10

- Jeg er 80 år nu, og jeg kan ikke det samme mere, som jeg kunne engang, siger hun til avisen.

Dermed er det slut for forlaget, der igennem årene har udgivet 196 grønlandske bøger.

Blandt andet fra forfatter og digter Aqqaluk Lynge, der også er tidligere formand for den grønlandske forfatterforening Atuakkiortut. Han bruger her anledningen til at rose Inger Hauge for mange års tro litteratur-tjeneste i Grønland.

- Vi er et lille sprogområde, så der er ingen bøger, det kan betale sig at sælge, men uanset det, så har Inger Hauge gjort alt for, at bogproduktionen og salget blev sat i system, siger han.

LÆS OGSÅ Inger Hauge får tildelt ærespris

Kataloget over bøger udgivet fra forlaget Atuagkat spænder vidt. Debat, nationaldragten, kogebøger og digte for at nævne bare et lille udsnit. Men forlaget har på trods af sine mange udgivelser aldrig været en økonomisk succes.
Det har i stedet været Inger Hauges kærlighed til Grønland og litteratur, der har drevet værket.

- Hun har stor respekt for vores kultur og levemåde, og samtidig har hun stor interesse for vores forfattervirksomhed, siger Aqqaluk Lynge.

Inger Hauge bor i dag i Danmark med sin mand Steen Amandus. Bøgerne har stadig en stor rolle i hendes liv, selvom karrieren som forlægger er slut.

-  Når jeg ikke lige strikker, så sidder jeg med næsen i en bog, fortæller Inger Hauge til avisen AG.