Ingen ved, hvem der pjækker

Formanden for inatsisartut Josef Motzfeldt erkender, at han ikke ved, hvor meget medlemmer af landets fornemste forsamling pjækker fra deres udvalgsarbejde.
Skrevet af Mads Lynge
21. marts 2011 17:02

Men det er problematisk når det sker, fastslår han og understreger, at tillidshvervet i Inatsisartut er et fuldtidsjob - året rundt, ikke kun under samlingerne.

- Jeg har ikke nøjagtige tal på hvordan fraværet hos det enkelte udvalg ligger. Det er suverænt udvalgsformændene og udvalgsmedlemmerne og udvalgssekretærerne, der holder justits med fremmødet hos de enkelte udvalg. Så jeg kan desværre ikke svare eksakt på om hvorvidt fraværet er for højt, siger Josef Motzfeldt.

Hvert udvalg i Inatsisartut har fem medlemmer, og er et repræsentativt udnit af Inatsisartut. Et udvalg er beslutningsdygtigt når et flertal af medlemmerne er til stede.

Men er det uambitiøst, at lade sig nøjes med et beslutningsdygtigt flertal i et udvalg? Josef Motzfeldt svarer:

- Når man har ladet sig vælge til at være i en lovgivende forsamling som Inatsisartut, og dermed også qua den lader sig udpege til at repræsentere sit parti i det enkelte udvalg, så skal det være en anden opgave i forbindelse med udøvelsen, som medlem af Inatsisartut, der skal forhindre vedkommende i at deltage i udvalgsarbejdet. Så det er et borgerligt ombud, hvor man er forpligtet til at møde op hvis ikke man er forhindret af legale årsager, eksempelvis rejse i forbindelse med varetagelse af sit job som medlem af Inatsisartut eller på grund sygdom, siger Josef Motzfeldt.

Er det ikke et problem for et repræsentativt demokrati, at nogle udvalgsmedlemmer udebliver fra udvalgsmøderne?

- Som jeg sagde: Hvis det ikke er legalt i forbindelse med varetagelsen af sit arbejde som medlem af Inatsisartut, så er det problematisk, siger formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt.