Ingen støtte til projekter for udsatte grønlændere

Den danske socialminister har lukket kassen - nu må de danske kommuner have pungen op ad lommen. En række sociale projekter for udsatte grønlændere i Danmark mister op mod 6,7 millioner kroner om året i støtte fra satspuljemidlerne fra 2011.
13. november 2009 08:37

- Nu er tiden kommet til at få projekternes viden og resultater forankret i kommunerne, siger indenrigs- og socialminister Karen Ellemann til avisen AG.

Projekterne hører under de grønlandske huse og Kofoed Skole i Danmark. Næste år er der sat 3,1 millioner kroner af til de grønlandske huse, og 3,6 millioner kroner af til Kofoeds Skole.

De penge bliver udbetalt som en slags overgangsordning i 2010, hvorefter det er uvist, om kommunerne sætter lige så store beløb af til projekterne.

IA's folketingsmedlem Juliane Henningsen vil forsøge at rejse sagen politisk. Om det sker via et §20 spørgsmål eller Grønlandsudvalget, har hun endnu ikke besluttet.