Ingen specifikke krav til bestyrelsesmedlemmer

Virksomhedernes aktuelle situation vil være afgørende, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer til selvstyreejede virksomheder.
Skrevet af Noah Mølgaard
21. januar 2011 12:52

Naalakkersuisut har ingen aktuelle planer om at udfærdige et fast kompetencekatalog for sammensætningen i bestyrelserne. Det fastslår Kuupik Kleist i et §37-svar til medlem af Inatsisartut, Niels Thomsen fra Demokraterne.

Kuupik Kleist understreget, at Naalakkersuisut i hvert enkelt tilfælde vurderer bestyrelsernes kompetencemæssige behov ud fra selskabets aktuelle situation.

- For eksempel vil der i nogle perioder være brug for en bestyrelse med fokus på omkostninger og besparelser, mens der i andre perioder er behov for bestyrelsesmedlemmer med indsigt i vækst og udvikling, anfører formanden for Naalakkersuisut.

Han tilføjer, at Naalakkersuisut har besluttet at evaluere bestyrelserne én gang om året for at sikre, at de har den rette kompetencesammensætning. - Evalueringen skal foregå umiddelbart inden den ordinære generalforsamling for at tage højde for eventuelle justeringer på selve generalforsamlingen.

Med hensyn til spørgsmålet om kvinder i bestyrelserne tilføjer Kuupik Kleist, at han ikke ser køn som en kompetence, men at kompetencer findes hos begge køn. Og derfor skal der - også af hensyn til ligestillingsloven - gøres brug af både mænd og kvinder i bestyrelserne.