Ingen snescootere i Isfjorden

Medlem af Inatsisartut Isak Hammond (IA) har via et § 37 spørgsmål forespurgt om mulighederne for dispensation til at køre med snescooter i Isfjorden, og Naalakkersuisut afviser muligheden.
Skrevet af Peter Troelsen
11. juni 2012 13:26

I vinterens løb har der været problemer med indfrosne skibe i Isfjorden, og det har igen givet behov for at hente fisk og levere brændstof til disse skibe. En enkelt gang har der været givet dispensation til kørsel med snescooter, men det er og bliver en engangsforeteelse.

- Naalakkersuisut har behandlet ansøgninger om transport af fisk gennem det fredede område med snescooter. Naalakkersuisut besluttede, at der ikke skal gives dispensation til kørsel med snescooter indenfor det fredede område. I stedet for blev der givet en kortvarig dispensation til hundeslædekørsel fra kommunen på et anvist spor i forbindelse med transport af fisk til indhandling, fastslår Naalakkersuisoq Anthon Frederiksen.

Ifølge fredningsbekendtgørelsen for Ilulissat Isfjord er kørsel med snescooter ikke tilladt indenfor det fredede område, ligesom ilandstigning ved Sermermiut er forbudt. Disse forbud har Naalakkersuisut altså besluttet at håndhæve. En god beslutning for den pragtfulde natur, men en lang næse for tilhængerne af kørsel på snescooter.

Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia har fredningsbekendtgørelsen på dagsorden på onsdag, hvor kommunalbestyrelsen holder møde i Uummannaq. Siumut foreslår at Qaasuitsup Kommunia retter henvendelse til Selvstyret om mulighederne for at ændre fredningsbestemmelsen.