Ingen prisnedsættelser

Selvstyrets selskaber sænker ikke deres priser i forbindelse med Polaroils prisnedsættelse af olieprodukter.
Skrevet af Ludvig Siegstad
03. august 2012 13:14

Mange lejere af INI A/S´s boliger vil ikke mærke til Polaroils prisnedsættelse af olien med 30 ører fra den 1. august, idet huslejen ikke vil billigere af den grund. Det bliver heller ikke billigere at flyve med Air Greenlands flyflåde. Da Royal Arctic Line ikke har direkte med Polaroils olieprodukter at gøre, vil fragtpriserne ikke blive påvirket.

Polaroil sænkede oliepriserne i onsdags med 30 ører per liter for olieprodukterne. I går kunne vi fortælle at Nukissiorfiit har sendt en ansøgning til Naalakkersuisut om at få lov til at sænke el-priserne.

KNR har rettet henvendelse til tre Selvstyreejede selskaber, INI A/S, Air Greenland og RAL, som borgerne til daglig har berøring med, for at høre, om de har planer om at sænke deres produktpriser.

INI A/S som administrerer Selvstyrets og tre kommuners omkring 10.000 lejemål, har ikke i sinde at få nedsat huslejen.

- Lejerne skal ikke forvente, at de skal betale mindre, da deres a-conto betalinger for varme i forvejen ikke er tilstrækkelige, oplyser boligselskabet INI A/S.

Flyselskabet Air Greenland, får leveret brændstof hos blandt andet Polaroil, når det gælder flyvninger internt i Grønland. Til Atlant flyvninger leveres brændstof af andre selskaber, både i Grønland og Danmark.

Disse selskaber har ikke samme indkøbsadfærd som det Selvstyre ejede Polaroil, og er derfor ikke i samme omfang begunstiget af nedsættelser.

- Air Greenland har derfor ikke reducerede omkostninger til brændstof, og kan derfor heller ikke nedsætte det myndighedsgodkendte olietillæg, der tillægges billetprisen, siger Christian Keldsen, kommerciel chef i Air Greenland.

Air Greenland er ved at indlede dialog med sin leverandør i Grønland, Mittarfeqarfiit.

- Såfremt de varsler nedsættelser af brændstofpriserne vil vi vurdere om det er noget, der har et omfang, som kan retfærdiggøre ændringer i billetpriserne på de interne rejser, understreger Christian Keldsen.

Royal Arctic Line har ikke direkte noget med Polaroils priser og produkter at gøre, da selskabet selv regulerer olie- og valutakurstillægget hver måned.

Selskabets skibe bliver ikke påfyldt med olie fra Polaroil, men bliver bunket typisk i Aalborg havn, hvor priserne på stedet har basis i verdensmarkedspriserne.

- Hvilket vil sige, at priserne for de forskellige olietyper skibene anvender, ændrer sig fra dag til dag, oplyser Jan Schmidt, business controller, Royal Arctic Line.