Ingen hjælp til ældre kvinde

Heidi Møller fra Qaqortoq mener ikke, at hendes 80-årig døende, syge mor får den hjælp, hun har behov for. Der er ingen plads til hende på plejehjemmet og hun er heller ikke indlagt på sygehuset, selvom hun er syg. I stedet får hun blot udleveret medicin.
Skrevet af Oline I. Olsen
28. juni 2011 13:55

- Jeg synes ikke, det eren værdig måde at dø på, siger Heidi Møller, der føler, at myndighederne svigter.

- Det er så hårdt, at jeg simpelthen ikke vil acceptere, at nogen slutter deres liv på en måde, som jeg næsten vil kalde uværdig, siger Heidi Møller fra Qaqortoq.

Hendes mor på 80 år er syg og venter nu kun på at dø. Hun har tidligere på året været til undersøgelse på Dronning Ingrids Hospital på grund af mistanke om lungecancer, men har indstillet yderligere undersøgelser, dels fordi det tog hårdt på hende at rejse og dels på grund af sin høje alder. Nu bor Heidis mor alene hjemme, og får udleveret medicin fra sygehuset og venter kun på at dø. 

- Og den hjælp, vi får fra sygehuset, er jo i form af sovepiller, så vi krydser fingre for, at hun sover natten over.

Men moderen kan ikke indlægges før hendes væskebalance er dårlig eller hendes tilstand forværres, forklarer Heidi om den begrundelse hun har fået fra sygehuset

Men nu råber Heidi og resten af familien om hjælp.

- Vi har fightet for en plads til hende på plejehjemmet i de sidste to-tre måneder, fordi min mor ikke er i stand til klare sig selv. Alt andet er utilstrækkeligt, for hun skal passes 24 timer i døgnet nu. Og den opgave er der ingen af os familiemedlemmer, der kan varetage, siger Heidi Møller. For udover hendes døende og syge mor skal familien og arbejdet jo også passes.

Socialchef i Kommune Kujalleq, Martha Lund Olsen, forklarer i en mail til KNR, at de ikke kommenterer konkrete sager, men skriver, at der ikke er plads på plejehjemmet, hvilket er grunden til, Heidi Møllers mor ikke har fået en plads. Martha Lund Olsen tilføjer, at visitationsudvalget tildeler en plads til en ny beboer, så snart der er en ledig.

Og derfor føler Heidi Møller ikke, at hendes mor får den hjælp, hun har behov for fra kommunen eller sygehuset.

- Og vi skal være tilskuere til det her. Og vi ved ikke rigtig, hvordan man skal behandle hende på den bedst mulige måde. Vi ved bare, hun ikke kan blive rask, siger Heidi Møller.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra sygehuset i Qaqortoq.