Ingen helikopter i en måned

Bygden Innaarsuit ved Upernavik har været uden helikopterforbindelse i over en måned. Den lange ventetid har betydet, at der hverken har været post eller patienttransport siden den 17. december. Også skoleelever, som holdt juleferie hos familien, har ufrivilligt fået forlænget juleferien.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
22. januar 2010 10:35

I går landede endelig en helikopter i Innaarsuit, som har været plaget af dårlig vejr i over en måned. Den lange ventetid gik især ud over patienter, der skulle til Upernavik.

- Det er ærgeligt, at ventetiden gik ud over patienter. Selvom det er på grund af dårlig vejr, var den lange ventetid alligevel uacceptabel, siger bygdeformand Susanne Kristensen Eliassen.

Skoleelever, der holdt juleferie hos familien, fik ufrivilligt forlænget deres juleferie.

- Det er helt sikkert, at skoleeleverne er kommet bagud i undervisningen efter den ufrivillige forlængelse, slutter Susanne Kristensen Eliassen.

Air Greenland oplyser, at det er vejret, som har været årsag til den lange forsinkelse.