Ingen grund til oliebekymring i Canada

Canada har ingen grund til bekymring vedrørende olieprøveboringerne i Davisstrædet. Det slår kontorchef Mininnguaq Kleist fra Selvstyrets Udenrigskontor fast i følge den canadiske avis Canadian Press.
Skrevet af Karsten Sommer
30. maj 2010 13:26

Mininnguaq Kleists udtalelser kommer i forbindelse med en international konference om arktiske forhold i Edmonton, Canada.

- Vi følger også udviklingen i den mexicanske golf med stor bekymring, men vil gøre opmærksom på at olieboring i grønlandsk farvand er underlagt de samme sikkerhedsstandarder, som gælder for f.eks. boring ud for Norge. Det vil sige verdens skrappeste sikkerhedsordninger, siger Mininnguaq Kleist til avisen.

- Vi er jo også bekymrede. Vi er fuldt ud klar over at et olieudslip kan ødelægge vores natur. Så der skal holdes øje med alle mineral- og olieefterforskninger i det arktiske område, også de canadiske, fastslår Mininnguaq Kleist.

Og Craig Stewart fra Verdensnaturfonden indrømmer at Grønland sætter langt skrappere sikkerhedskrav for boringer end f.eks. Canada.

Han påpeger at der i Grønland er udarbejdet en offentlig tilgængelig rapport om oliesikkerhed, mens olieboringer i Canada aftales for lukkede døre mellem regeringen og olieselskaberne.

- Her i Canada er det olieindustrien, der bestemmer hvordan deres boringer skal foregå, siger Stewart til Canadian Press, som derfor efterlyser offentlig debat om olieindustrien i Canada.