Ingen Gør Maj Sund i Nuuk i år

Den tilbagevendende begivenhed de sidste 5 år, den såkaldte Gør Maj Sund bliver i år ikke gennemført i Nuuk.
Skrevet af Jaaku Lyberth
20. april 2012 15:57

Årsagen er manglende finansering til den organisatorisk planlægning, oplyser arrangør Morten Jørgen Heilmann på vegne af Gør Maj Sund-komitéen i hovedstaden.

- Der har desværre ikke været midler til at lave alt det her organisatoriske, som skal deles af alle de mennesker, der skal lave planlægningarbejdet, siger Morten Jørgen Heilmann, der over for Radioavisen ikke ønsker at oplyse, hvor mange penge, man mangler for at kunne gennemføre Gør Maj Sund-arrangementerne.

Men i den pressemeddelse han tidligere på dagen sendte ud på vegne af arrangørerne, lyder det, at Kommuneqarfik Sermersooq i år har reduceret tilskuddet til arrangementet væsentligt.

Her sidst på eftermiddagen oplyser kommunen så, at man i år har afsat 150.000 kroner udelukkende til Gør Maj Sund, og udvalgsformand i udviklingsudvalget, Mille Søvndal Pedersen, udtrykker beklagelse over arrangørernes beslutning om at aflyse.

- Udviklingsudvalget har vurderet, at man kan gøre rigtig meget for de bevilgede midler og er derfor ærgerlige over, at arrangørerne ikke kan gennemføre Gør Maj Sund-arrangementer i Nuuk i 2012, lyder det i den skriftlige udtalelse.

I løbet af de seneste fem år har Gør Maj Sund spredt sig til hele Grønland. Alene i Nuuk var der sidste år 240 forskellige arrangementer med i alt 20.000 deltagere. Arrangørerne oplyser i dag, at man håber igen at være i stand til at gennemføre Gør Maj Sund-måneden i de kommende år og kalder det en tung beslutning, man har truffet om i år at aflyse.