Ingen enighed om ny udligningsreform

Selvstyret, kommunerne og kommunernes landsforening KANUKOKA måtte i weekenden opgive at nå til enighed om en udligningsreform og en ny model for de kommunale bloktilskud.
27. maj 2014 07:46

Der var ellers fra Naalakkersuisuts side lagt op til, at de to centrale spørgsmål i de kommunale økonomier skulle have været forhandlet på plads under weekendens møde i Ilulissat i forbindelse med bygdekonferencen.

Naalakkersuisoq for Finanser og Indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq lægger i en pressemeddelelse ikke skjul på, at der er uenighed mellem kommunerne om, hvordan og hvor meget der skal udlignes mellem kommunerne.

- Det er kun naturligt, siger han. Det er store beløb, der er tale om, og nogen kommuner kommer til at overføre penge til andre, understreger Vittus Qujaukitsoq. Han lægger nu op til, at der træffes en afgørelse på et møde den 11. august.

Han henviser i pressemeddelelsen, der er skrevet sammen med KANUKOKA, at der iøvrigt er fuld tilslutning fra kommunerne arbejdet med en modernisering af den offentlige administration med henblik på at forbedre borgerbetjeningen.

Knap så diplomatisk er borgmester Asii Chemnitz Narup fra Kommuneqarfik Sermersooq. Hun kalder i en pressemeddelelse direkte mødet i Ilulissat for en rodet og uskøn proces, der ikke giver store forhåbninger om, at kommunerne og Naalakkersuisut når frem til en fair og langtidsholdbar løsning.

Ifølge Asii Chemnitz Narup så skulle der på weekendens møde have været afklaret syv afgørende punkter i forbindelse udligningsreformen, men der blev kun behandlet et enkelt punkt, nemlig en afskaffelse af den fælleskommunale skat på seks procent, der skal afløses af højere direkte kommuneskatter.

Selvstyret og Kommunerne har nu lidt over to måneder til at nå til enighed om dele af reformen, og kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq behandler udligningsreformen på sit næste møde den 2. juni.

- Det er meget vigtigt for mig, at samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer kender det uoverskuelige og rodede beslutningsgrundlag, vi har modtaget fra Naalakkersuisut, understreger Asii Chemnitz Narup i pressemeddelelsen.