Ineqi: Hvor meget kan politikere blande sig i KNR

OPDATERET: I hvor høj grad kan politikerne blande sig i den daglige drift hos public-service virksomheden KNR? Det vil medlem af Inatsisartut for Siumut, Ineqi Kielsen gerne vide.
Foto © : Maasi Pedersen/KNR
19. november 2015 17:09

Ineqi Kielsen har stillet et såkaldt §37-spørgsmål til naalakkersuisoq for kultur, Nivi Olsen om politikernes muligheder for at blande sig i KNR's daglige drift.

- Jeg prøver at finde ud af, hvordan vi kan give befolkningen flere udsendelser, det kan godt være det sker ved at vi må give KNR flere penge, siger Ineqi Kielsen.

- Men spørgsmålet er bare, hvor meget vi kan blande os i det daglige arbejde, der udføres på KNR.

Og det spørgsmål har Ineqi Kielsen nu sendt videre til Nalakkersuisut.  

 

Bland jer uden om

Men svaret fra formand for KNR's bestyrelse, Nukaraq Eugenius er klart - I kan ikke blande jer:

- Politikerne kan ikke blande sig i den daglige drift af KNR. Det bestemmer KNR selv, siger bestyrelsesformand Nukaraq Eugenius.

På spørgsmålet om Ineqi Kielsen mener at en naalakkersuisoq for eksempel skal kunne bede KNR lave et børneprogram, og eventuelt give en pose penge med til at løse opgaven og så skal KNR også lave sådan et børneprogram, svarer Ineqi Kielsen, ja.

Læs også Aleqa fastslår: Ingen mediestøtte til Sermitsiaq AG

Læs også Årlig forhandling presser mediers uafhængighed

Men ikke engang bestyrelsen i KNR må øve indflydelse på den daglige programvirksomhed eller enkeltprogrammer, understreger KNR's bestyrelsesformand, Nukaraq Eugenius.

- Det redaktionelle og det journalistiske kan vi i bestyrelsen ikke blande os i, det kan Naalakkersuisut heller ikke blande sig i eller andre politikere.

Til gengæld skal politikerne rette sig efter armslængdeprincippet i den publicservice-kontrakt om rammerne for KNR, som er indgået mellem Naalakkersuisut og KNR, siger også afdelingsleder på Journalistuddannelsen, Naja Paulsen.

 

Medieredegørelse samler støv

Men det er ikke første gang at politikerne ønsker at blande sig i KNR's programvirksomhed, siger hun:

- Der har været nogle tilfælde, hvor der er nogle der gerne vil blande sig. Der er for eksempel partier eller politikere, der gerne vil have læst deres pressemeddelelser læst op her og nu, når de sender dem, siger Naja Paulsen, som også efterlyser en løbende debat om mediernes rolle i samfundet.

- Den seneste medieredegørelse fra 2010 bestilt af det daværende landsstyre nåede aldrig politikernes bord i Inatsisartut. Den samler stadig støv, fortæller Naja Paulsen.