Indsigelser tages alvorligt inden anstalt placeres

Der har været en del debat omkring placeringen af den nye anstalt i Nuuk. Efter planen vil anstaltens placering i det flade terræn i Niagornannguit komme til at kollidere med det eksisterende stiforløb i området.
Skrevet af Peter Troelsen
03. juli 2013 10:39

Det har man dog fra Kommuneqarfik Sermersooqs side haft med i overvejelserne, og man lover, at stiforløbet vil blive ændret, så naturen omkring den nye anstalt stadigvæk vil være til at færdes i.

Det nye stiforløb vil blive placeret efter dialog med forskellige organisationer, der har interesse i området, og de bekymringer, der har været i pressen, vil blive inddraget i de endelige beslutninger.

Det vil ske i forbindelse med offentliggørelsen af et nyt kommuneplantillæg, i efteråret 2013, hvor de mere detaljerede forhold omkring placering og udformning af anstalten skal fastlægges. I den forbindelse planlægges der borgermøde og møder med relevante interessegrupper.