Indien frygter op mod 150 omkomne efter gletsjerkollaps

Syv er fundet døde, efter at kollapset gletsjer i Himalaya har ført til store oversvømmelser i Indien.
Den kollapsede gletsjer forårsagede en lavine, der skyllede en dæmning væk. Foto © : Reuters Tv/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
07. februar 2021 18:42

Indiske myndigheder frygter, at op mod 150 personer kan være omkommet, efter en gletsjer kollapsede i bjergkæden Himalaya.

Den kollapsede gletsjer har ført til store oversvømmelser, og flere landsbyer i området er blevet evakueret.
Syv mennesker er fundet døde og omkring 125 andre er savnet. Det oplyser den øverste minister, Om Prakash, i delstaten Uttarakhand.

En væg af sten og vand

Den kollapsede gletsjer forårsagede en lavine, der skyllede en dæmning væk. Omkring 50 mennesker, der arbejdede på dæmningen, er blandt de savnede. Andre er blevet reddet. 

En øjenvidne oplyser, at han så en væg af støv, sten og vand, da lavinen buldrede afsted. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har udløst lavinen på denne tid af året, hvor der normalt ikke er oversvømmelser.