Indianer-lege hitter ved GM i Inuit og Dene Games

Indianer-lege er årets nyhed ved GM i Inuit og Dene Games, der lige nu foregår i Narsaq. Og publikum er vilde med de indianske Stick-bull og Hen-game, fortæller en af arrangørerne fra foreningen Inuit og Dene Games Narsaq, Bolette Stenskov.
03. oktober 2009 15:50

Stick-bull er en styrkeprøve, hvor to mænd konkurrerer i at trække sin modstander ved hjælp af en pind.

I Hen-game konkurrerer man 4 mod 4, og det går ud på at forvirre sine modstandere via dyrebevægelser og dyrelyde. Og så håbe på, at modstanderne bliver så forvirrede, at de ikke kan gætte, i hvilken hånd, der gemmes en amulet. Det hold, der gætter rigtigt flest gange, vinder konkurrencen.

Lige nu er de indianske lege de mest populære ved GM i Inuit og Dene Games:

- Især publikum synes, at det er sjovt at kigge på, siger Bolette Stenskov, der er en af arrangørerne fra foreningen Inuit & Dene Games Narsaq.

Derudover er der blandt andet både arm- og fingerpull på programmet, hvor det gælder om at trække mest muligt i modstanderens enten arm eller finger.

Desuden er der eksempelvis One Foot High Kick, hvor man skal hoppe og lande på et ben, og One Hand Reach, hvor den ene håndflade skal røre gulvet, mens man løfter resten af kroppen og prøver at ramme en lille sæl, der hænger i et stativ.

Bolette Stenskov er overbevist om, at Inuit og Dene Games er en tradition, som vil fortsætte mange år fremover.

- Flere og flere byer og bygder begynder at oprette deres egne afdelinger, og idet Grønland deltager i Arctic Winter Games, så mener jeg, at Inuit og Dene Games vil vokse i de kommende år, siger Bolette Stenskov.

GM slutter i morgen.