Indhandlingsanlæg nu under lokalejerskab

Indhandlingsanlægget i Arsuk er nu atter under lokalejerskab. Royal Greenlands indhandlingsanlæg blev solgt den 1. april til Arsuk Food Aps, der ejes af 45 Arsuk borgere og stifter af Halibut Greenland, Daniel Skifte, der nu skal være direktør i selskabet.
Stenbiderrogn Foto © : Torben Larsen/KNR
Skrevet af Jens Thorin
11. april 2012 06:28

-Arsuk-borgerne er nu atter ejere af deres egen fabrik, som uden tvivl vil gavne bygden, siger direktør Daniel Skifte.

Arsuk Food Aps' nyerhvervede anlæg råder over 80 tons frysekapacitet og kan producere 5 tons råvarer pr. døgn. For tiden indhandles der stenbiderrogn, og ejerne håber, at de også kan nå at producere hellefisk og torsk.

- Vi regner med, at den vil skabe lidt flere arbejdspladser i Arsuk.  På den led får fabrikken stor betydning for bygdens overlevelse, siger Daniel Skifte, der her i lavsæsonen bliver bistået af en medarbejder. Selskabet regner med at beskæftige ialt 8 ansatte i højsæsonen.

Det har dog ikke været nemt at forhandle med anlæggets tidligere ejere, fortæller Daniel skifte.

- Royal Greenland krævede fra starten, at vi leverede al stenbiderrognen til dem i hele fabrikkens levetid, men det lykkedes os at nedbringe det krav til 7 år. Hvis vi selv kunne stå for salget af stenbiderrogn, kunne vi få lang bedre priser, men på grund af, at vi er bundet af vores aftale med Royal Greenland, får vi hel andre priser, siger Daniel Skifte.