Indhandling genåbner i ramt fjord
Royal Greenlands fabrik i Uummannaq og bygdeanlæggene i Ukkusissat, Saattut og Ikerasak åbnede igen for indhandling af hellefisk fra torsdag den 22. juni.
Det oplyser driftschef i Royal Greenland, Niels Ole Møller, der dog gør opmærksom på, at indhandling af hellefisk vil ske i begrænsede mængder.
Det skyldes at Royal Greenland er ramt af mangel på arbejdskraft, som følge af tsunamien der ramte Nuugaatsiaq og andre omkringliggende bygder, samt den efterfølgende fare for en ny flodbølge i området.
- Vi gør derfor opmærksom på, at vi kun indhandler indhandlingsmængder vi kan håndtere dagligt på de enkelte anlæg og fabrikken i Uummannaq, siger Niels Ole Møller.
LÆS OGSÅ Royal Greenland sælger stor fabrik
Efterhånden som medarbejderne på de enkelte anlæg og fabrikken i Uummannaq vender tilbage, vil indhandlingsmængderne øges i de enkelte anlæg samt fabrikken i Uummannaq, fortæller Niels Ole Møller til Royal Greenlands hjemmeside..
Genåbninger er bekendtgjort ved lokale opslag.