Indhandling af stenbiderrogn går godt

I de første to uger af april er der indhandlet tre gange så meget stenbiderrogn til Royal Greenlands fabrikker og anlæg i forhold til 2012. Og i den sidste del af april er det to gange så meget.
25. april 2013 09:35

Der er på nuværende tidspunkt indhandlet ialt 119.897 kg. rogn og 24.326 kg. stenbiderfisk (kroppe) samlet for Nuuk, Maniitsoq og Napasoq, 72.262 kilo til Atammik, og 30.033 kg. til Kangaamiut. Der er også på nuværende tidspunkt indhandlet lidt til Ikerasaarsuk 7.295 kg., Kangaatsiaq 1.948 kg. og Niaqornaarsuk 182 kg.

Til sammenligning var tallene fra 2012 58.187 kg. rogn og 35.288 kg. stenbiderfisk (kroppe), men kun indhandlet i Nuuk.

- Fiskeriet efter stenbider er i fuld gang, og der er en god indhandling af rognen i år. Det kan være at fiskeriet efter stenbiderne i Syd- og Midtgrønland slutter tidligere, da stenbiderne kom lidt tidligere i år. Og derfor kan de drage nordpå langs kysten tidligere end sidste år, måske indenfor 14 dage. Det vil tiden vise, og resultaterne efter sæsonslut vil vise om vi i år indhandler større mængder stenbiderrogn, udtaler Møller Lyberth, driftschef i Royal Greenland.

Lige nu er der gang i indhandlingen af stenbiderrogn, og det sker i Narsaq, Paamiut, Qeqertarsuatsiaat, Kangaamiut, Atammik, samt for Napasoq, Maniitsoq og Nuuk. For de sidste tre steder sker indhandlingen til Nuuk.

- Efter en anmodning fra fiskerforeningen MAPP i Maniitsoq i marts 2013, indsatte Royal Greenland en lille trawler Ittut i april til at transportere rogn fra Maniitsoq og Napasoq til Nuuk. Ittut kom første gang til Maniitsoq 7. april hvor der blev indhandlet på trawleren og tog dagen efter til Napasoq og Atammik, hvorefter den returnerede til Nuuk 9. april med ca. 64 tønder rogn I lasten. Sådan vil Ittut sejle frem og tilbage indtil rognsæsonen er slut, fortæller Siiva Amondsen, fiskerikonsulent i Royal Greenland.