Inatsisartut skal se på PCB-problem

Der er gået et år siden det kom frem, at resterne af boligblokkene i Tuapannguit, der blev dumpet i havet, indeholdt PCB. Nu er en redegørelse langt om længe på vej til Inatsisartut.
Skrevet af Mads Lynge
10. marts 2010 12:37

En rapport der udkom i juli måned påviste, at der er anvendt PCB-holdig maling i byggeriet af blokkene i Tuapannguit.

- Vi fremlægger den som en redegørelse for Inatsisartut, siger Naalakkersuisoq for Miljø Anthon Frederiksen

Da blok Q, R og S blev revet ned, blev betonaffaldet anvendt som opfyld i forbindelse med anlæggelse af et nyt kajanlæg ved Admiralitetsøerne ved Nuuk Imeq.

Det var konsulentfirmaet COWI, der stod for undersøgelsen, og som i juli måned sidste år afleverede deres rapport.

Det er på baggrund af dette, at en redegørelse skal fremlægges for Inatsisartut under forårssamlingen.

Ifølge Anthon Frederiksen er der endnu ikke et overblik over omfanget og hvor i det grønlandske byggeri, der har været anvendt PCB-holdige materialer.

- Men sikkert er det, at PCB blev anvendt i 50'erne, 60'erne og 70'erne, siger han.

Det er endnu ikke blevet besluttet, hvad der skal ske med de betonrester, der er anvendt som opfyld i havet ud for Admiralitetsøerne ved Nuuk.

PCB er et industrikemikalie, som tidligere har været brugt i eksempelvis smøreolie og kølervæske og som et blødgøringsmiddel i elektriske apparater og i bygningsmaterialer som maling og fugemasse.

Ud fra Asiaqs bygningsfortegnelser skønnes det, at op til 5000 boliger og andre bygninger fra perioden 1965 - 75 i et eller andet omfang kan være forurenet med PCB.

Hos mennesker mistænkes PCB for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende og har siden slutningen af 1970'erne været forbudt at anvende i den vestlige verden.